Præmieoverrækkelse ved Amagermesterskaber i Badminton 2021 i NBK

Åbning af hallerne med masser af ungdomsaktivitet

Det er gået stærkt efter badminton er vendt tilbage til hallerne efter den lange coronanedlukning.

Ungdommen blev lukket lidt tidligere ind end seniorspillerne, og særligt på ungdomssiden er det derfor gået virkelig stærkt med at få lappet på de mange aflyste aktiviteter og kommet i gang med at spille badminton.

Aktiviteterne i København er eksploderet efter vi blev lukket ind i hallerne igen. For hver ny restriktion, der er blevet lempet har nye ting kunnet lade sig gøre.

Mange klubber formår på imponerende vis at planlægge og afvikle klubmesterskaber her sidst på året, og der er lagt op til masser af sommerferieaktiviteter med badminton mange steder. Ikke mindst er der masser af badmintonskoler, begynderfjer og camps med stor tilslutning i sommerferien. Det ser lyst ud for den kommende sæson.

Få et overblik over åbne badmintonferieaktiviteter i Storkøbenhavn, hvor der stadig er få pladser tilbage.

Ungdomsturneringer med stor tilslutning

Turneringsaktiviteten er boomet. Et hav af spillere har været afsted til de åbne turneringer. I Københavnsk regi genrejste Amagermesterskaberne sig efter coronanedlukning og på landsplan er afholdt "Uofficielt DM for Hold" og individuelle Danmarksmesterskaber.

Amagermesterskaber

En fast årlig tradition, som har været afholdt siden 1982, måtte holde pause i 2020, men vendte stærkt tilbage i 2021. Klubberne på Amager har et tæt samarbejde om at afholde mesterskaber. Det er en slags miniversion af Københavnsmesterskaberne, men afholdt på gammeldags manér helt uden rækker. Blandt tidligere Amagermestre kan man blandt andre finde de på verdensranglisten fremadstormende unge damespillere, Freja Ravn og Christine Busch Andreasen. Så man kan aldrig vide om man møder en fremtidig verdensstjerne, når man er med i Amagermesterskaberne.

Årets mestre på Amager kan ses på mesterskabernes hjemmeside.

Uofficielle Danmarksmesterskaber for Hold

Ungdomsholdturneringen i hele landet blev desværre alt for tidligt sat på pause og til sidst helt aflyst. Derfor fandt Badminton København det umuligt på en sportslig fair måde at udvælge hold, da Badminton Danmark meldte ud, at man satsede på at afvikle en uofficiel version af Danmarksmesterskaberne for Hold.

Coronaløsningen endte med at være fri tilmelding med enten lodtrækning eller kvalifikationsspil.

Desværre fik de Københavnske klubber på grund af en administrativ fejl hos Badminton Danmark først besked lige op ad den i forvejen korte deadline. Enkelte hold var dog hurtige nok til at få meldt sig til alligevel, så også her var København repræsenteret. Omend der var bump på vejen, var det imponerende at den landsdækkende afslutningsturnering for hold lod sig afvikle, for der var vitterligt meget kort betænkningstid efter hallerne blev lukket op til det store arrangement skulle på plads.

Danmarksmesterskaber - DMU og UDM

Danmarksmesterskaber i badminton for ungdom har også ladet sig gøre. I sidste øjeblik endda med mulighed for publikum mange steder.

Fra Kredsen ønsker vi tillykke til de Københavnske spillere som har klaret sig flot i turneringernes bedste rækker. Særligt imponerende er det selvfølglig, når det hårde slid på træningsbanen omsættes til et Danmarksmesterskab i landets bedste rækker. Så vi hylder herunder de af årets Danmarksmestre i ungdom, som spiller i Badminton Københavns klubber. Klik på rækkenavnet for at se mestrenes vej til skamlen på BadmintonPlayer.

U13 HD: Jens Andersson, Skovshoved/Aske Rømer Roslyng, Højbjerg
U15 MX: Otto Reiler, Gentofte/Amanda Aarrebo Petersen, Svendborg
U19 HS: Victor Ørding Kauffmann, Gentofte
U19 DD: Anna Siess Ryberg, Hvidovre/Simona Pilgaard, OBK

I de bedste rækker i U09 og U11 ved DMU har Badminton København flere stjernefrø. Her har vi vindere i de særlige rækker som oprettes, for spillere som er så dygtige, at de har spillet sig ud af egen årgang på ranglisten.

U09* HS: Holger Giehm Madsen, FKIK Frederiksberg
U09* HD: Holger Giehm Madsen, FKIF Frederiksberg/Tristan Nørgaard Riis, Solbjerg
U09* MX: Holger Giehm Madsen, FKIF Frederiksberg/Ella Aoki Pihl, Lyngby
U11* DS: Simone Aoki Pihl, Lyngby
U11* MX: Axel Boesen, Skovshoved/Simone Aoki Pihl, Lyngby

 

Badminton København · info@badmintonkoebenhavn.dk